Værnspræster
Interview med Ulrik Hess Larsen Pilemand, orlogspræst

Interview med Ulrik Hess Larsen Pilemand, orlogspræst

Du har været sognepræst her i Ulbjerg i ti år. Hvorfor blev du orlogspræst?

Jeg har været orlogspræst i fem år. Jeg har en fortid som sergent i søværnet, så da der var tid til og mulighed for at lave lidt ekstra, så ville jeg gerne ind til søværnet, for det syntes jeg, at jeg kendte noget til. Mit faste tjenestested er principielt Marinehjemmeværnet, afdeling vest, der dækker hele Jylland. Vi er 3 præster i Marinehjemmeværnet og 15 præster i Søværnet, og jeg fungerer begge steder.

De har lige ringet fra Åbenrå og spurgt, om jeg vil foretage en askespredning på torsdag. Det er en af de opgaver, jeg har i Marinehjemmeværnet. Så er jeg også med til møder med cheferne, så de ved, de kan trække på mig, hvis der er brug for det. Jeg kan også blive tilkaldt til en SAR (search and rescue), en eftersøgning på havet, hvor vi er ude at lede efter forsvundne folk. Der kan jeg være med til at tale med besætningen, hvis de har brug for det. Det kan jo ske, at de oplever ubehagelige ting ved en sådan en eftersøgning, særligt hvis personen, de finder er død. Det at stå med et dødt menneske mellem hænderne er jo uvant for de fleste, og måske skal oplevelsen bearbejdes.

Så skulle der være behov for en snak om det, der er sket - måske at bede et Fadervor for at få afsluttet det liv, der er forbi - behov for at bede for, at afdøde er i gode hænder, så er jeg til rådighed. På den måde handler det mere om kendskab til hinanden end om egentlige gudstjenester. Jeg har dog været med et par gange. hvor vi har holdt gudstjenester på dækket på et af Marinehjemmeværnets fartøjer til uddannelsesuge.

Det handler meget om synlighed, det handler om at de ved, at jeg er der.

Du har også været udsendt internationalt?

Jeg har også været oppe at sejle nordpå,  på ekspeditionsskibe ved Grønland og Island.

Og så har jeg gjort tjeneste i Aden-bugten, på piratjagt om bord på skibet Absalon i efteråret 2011. Der var jeg med i en 3-4 måneder med den samme besætning.

Opgaven der var at være en slags overtryksventil. Hvis der var noget, mandskabet ikke kunne snakke med deres chef eller skibskammerater om – så kunne de gå til præsten.

For mandskabet kan der jo ske ting og sager derhjemme, der kan være forskellige problemer i familien,  hvor man pludselig føler, at man er langt væk hjemmefra.

Så kan man vende tingene med præsten. Der kan også ske det, at vores kommunikation på skibet bliver lukket ned af hensyn til operationens sikkerhed. Og så er det jo ikke rart, hvis man lige har hørt, at konen eller børnene er kommet på hospitalet, og man ikke kan få fat i dem. Sådan noget kan præsten lægge ører til. Det var der en del af, jeg havde meget sjælesorg om bord på skibet. Jeg var så privilegeret at have mit eget lukaf, så jeg kunne lukke døren, og vi kunne snakke sammen derinde.

Det, der var vigtigst for mig som orlogspræst, var min synlighed om bord på Absalon. At gå rundt på vagter, også om natten, lave lidt motion med de andre, sætte sig i cafeteriet, sætte sig i officersmessen, få en kop kaffe, snakke med folk. Synlighed er altafgørende for præsten, for skal man betro sig til et andet menneske, vil man jo godt kende vedkommende lidt i forvejen. Der skal være en vis tillid til det andet menneske.

Meget af opgaven gik ud på at lære besætningen at kende, så de kunne gå til mig, hvis de havde problemer.

Det bliver meget tæt om bord på sådan et skib?

Ja, det er ligesom at gå i kloster… Skibet er jo ikke så stort, og vi er 155 om bord, mænd og kvinder. Man har aldrig rigtigt noget privatliv. Nogle af konstablerne boede fire sammen i et lukaf. Og nogle gange var vi til søs mere en måned.  Det var tæt ja, men generelt er folkene dygtige til at give hinanden plads og rum, var min fornemmelse.  

Holder I gudstjenester på skibet?

Der er en ugentlig gudstjeneste om bord på skibet, som regel søndag, hvis det kunne lade sig gøre. Der brugte vi skibsklokken til at ringe ind og til bedeslag. Og bageren sørgede for friskbagte oblater. I søværnet er det en tradition, at chefen efter velsignelsen rejser sig op og siger ”Gud bevare Dronningen”, og så gentager alle ”Gud bevare Dronningen”. Jeg var dernede mellem jul og nytår, og i den tid var der jo brug for ritualer. Der blev holdt to gudstjenester, så alle havde mulighed for at være med, pga. vagtskifte. Og jeg havde samlet penge ind hos forskellige fonde derhjemme, så jeg havde købt julegaver til dem alle sammen..

Alle 155?

Ja, der var gaver for mange penge. De blev delt ud, vi gik om juletræet – af plastic -, og vi fik sunget nogle julesalmer.  Så på den måde var jeg rundt og ønske glædelig jul til alle – også dem på vagt. På samme holdt vi en gudstjeneste nytårsaften. Dronningens nytårsaften måtte vi nøjes med at høre – billederne var af dårlig kvalitet.

I var der jo for at jagte pirater. Kom I på noget tidspunkt i nærkontakt med dem?

Mens vi holdt jul og nytår lå vi og ventede på et piratskib, et moderskib hvorfra de mindre piratbåde udgik. Vi lå og ventede det samme sted i tre uger. Vi vidste, at de var der. Og vi vidste, at der var gidsler om bord.

Den 6. januar om natten sejlede vi af sted. Da piraterne var kommet tilstrækkelig langt ud fra kysten, lagde vi os ind bag ved dem. Da de så vores skib og vores helikopter bag sig var det ikke ligefrem genkendelsens glæde.. Men vores folk var dygtige, og piraterne overgav sig efter en ildkamp. Der blev affyret en masse skud mod dem, man bruger nogle granater, der giver meget lys og lyd, og til sidst blev det for meget for dem.

Der er altid nogle hårde nysere blandt piraterne, men man gør det så ubehageligt for dem, at de er tvunget overgive sig. Det kan være svært at skelne mellem, hvem der er pirater og hvem der er gidsler. Der var 25 pirater og 14 gidsler. Vi var heldige – der var ingen døde eller sårede.

Men min kollega, der var på skibet om foråret oplevede pludselig at stå med 10 døde pirater og en hel del sårede efter en ildkamp. Der giver der jo også mening at have en præst med. Selvom de er muslimer, blev de begravet til søs efter de forskrifter, man nu kunne blive enige om.

Matroserne om bord er vel ikke så vant til den slags krigsførelse?

Nej, men vi har jo frømandskorpset med. Det er dem, der bliver sendt over til skibet først, og det er dem, der skyder med skarpt.

Men generelt tog mandskabet situationen roligt. Jeg har ikke hørt, at nogle kom hjem med psykiske problemer eller stress.        

Lavede i andet end at jagte pirater?

Ja, en ting var pirateriet, men vi lavede også nogle humanitære opgaver. Ethvert menneske, der er i havsnød og ikke kan bjærge sig selv i land har ret til at få hjælp. Så vi har ligget og hjulpet med at reparere motoren på en båd med pirater.. Blandt andet.

Vi har også hjulpet et skib med menneskesmuglere, der havde 50 somaliske bådflygtninge med. Det skib var gået i stå i Aden-bugten. Problemet med sådan et skib, er, at hvis det kæntrer, skal vi selvfølgelig samle bådflygtningene op. Men der er ingen steder, vi kan aflevere dem, der er ingen dernede i området, der vil tage imod dem. De er beskyttet af FNs flygtningekonvention. Og vi kan selvsagt ikke drive piratjagt med 50 flygtninge om bord.

Så det er en kilden sag at hjælpe sådan nogle menneskesmuglere. De skulle have mad og vand – et døgn mere, så havde de været døde på skibet. Vi ved, at de senere kom sikkert i land.

Der er mange overvejelser i den forbindelse, mange hensyn man skal overveje. Yemen synes nok ikke, at det er den danske flådes opgave at hjælpe bådflygtninge til deres land. Men vi har faktisk reddet livet for 50 mennesker, vi kunne bare ikke fortælle nogen om det.

Får man et andet syn på problemet med pirater, når man er dernede?

Ja, det man også lærer dernede er jo, at tingene ikke er sort-hvide. Nogle af de fiskerskibe, der lå i området blev jo kapret af piraterne, fiskernes skibe blev brugt til piratskibe, og besætningen blev brugt som slaver om bord. Vi vidste aldrig rigtig, når vi skulle over og undersøge et skib: Er det pirater, eller er det bare fiskere?

Fiskerne kunne jo også have våben med til at forsvare sig mod pirater. Men den samme fisker kunne måske blive fristet til pirateri, hvis han var på hjem med en tom last. Uden fisk, ingen penge. Han havde jo sit våben, og måske så han nogle langsomme skibe, der kunne friste ham til at forsøge pirateriet. Så tingene er ikke sort-hvide dernede.

Der var også mange sociale opgaver for en orlogspræst. Jeg lavede konkurrencer, turneringer, læsekredse, filmaftener. Og så skrev jeg et nyhedsbrev, der gik hjem til besætningens familier, så de derhjemme kunne følge med i, hvad der skete om bord.

Jeg havde samlet en masse bøger sammen til skibets bibliotek. Jeg fik også arrangeret en fodboldturnering mod et lokalt hold på Seychellerne, mens vi var i land der.

Det handler altså ikke kun om gudstjenester og sjælesorg, men i høj grad også om at bygge noget fællesskab op blandt de udsendte.