Præster med særfunktioner
Andre

Blandt præster og profeter på Grønland

- interview med Kirsten Donskov Felter

Kirsten Felter er for tiden vikarierende præst i Vesterbølle sogn, men er netop kommet hjem fra Nuuk, hvor hun har undervist i tre semestre på Grønlands universitet. Jeg har mødt hende til en snak om arbejdet langt mod nord og om mødet med den anderledes grønlandske kultur.

Hvordan endte du som underviser på Grønland?

Da jeg blev færdig med min ph.d. i 2010, talte jeg med min vejleder om, hvilke muligheder der nu var for mig. Og han spurgte om jeg havde lyst til at tage til Grønland - han havde nemlig selv undervist deroppe. Så gik der et par år, og i foråret 2012 fik jeg en mail fra Grønland: Om jeg havde lyst til at tage derop og undervise i efterårssemesteret. Det var et tilbud, jeg ikke kunne afslå. Så jeg har været der i tre semestre nu. Og det har jeg ikke fortrudt. Jeg synes, det er spændende. Det er et lille sted med 12 indskrevne studerende, hvoraf et par stykker er fjernstuderende, så man må sige, at vi lærer hinanden at kende..

Hvordan oplever du kulturforskellene mellem Grønland og Danmark?

En af de ting, der er meget synligt, når man kommer fra Danmark, er familiens og fællesskabets betydning. Ikke bare de helt nære relationer, men også onkler, tanter, fætre og kusiner i første og andet led. Man tager del i hinandens liv på en helt anden måde end de fleste af os her i Danmark er vant til. Der er boligmangel i Nuuk, og det er slet ikke ualmindeligt at have slægtninge boende en kortere eller længere periode, selv i en lille lejlighed. Det tager man som en selvfølge, hvis der er brug for det.

Og så er der jo den del, der hænger sammen med de barske levevilkår. Som her om efteråret, hvor der godt kan komme en rensdyrjagt i vejen for undervisningen, som jeg har oplevet. I forhold til os danskere, som er vant til at vi kan planlægge os ud af alting, så oplever jeg at mange grønlændere på en helt anden måde har under huden, at naturen bestemmer. Når det er jagttid, så er det jagttid, og så gælder det om at forsyne sig til vinteren. Sådan er det stadig – også selv om man kan gå i Brugsen og købe det meste.

Er der nogen sprogbarrierer?

Ja, det er ikke helt uproblematisk. Det er meget forskelligt, hvor meget dansk de studerende kan – nogle har gået i dansksproget skole, mens andre har haft grønlandsk som undervisningssprog hele vejen - og også hvor meget engelsk de kan. Undervisningen finder sted på dansk. Der er ingen grønlandske undervisere på teologi, og i det hele taget er der få grønlandske undervisere på universitetet.

Har de præster nok på Grønland?

Nej, ikke helt. Uddannelsesbaggrunden for en grønlandsk præst er en bacheloruddannelse og pastoralseminariet i Danmark. Når det er sagt, så er der ikke så mange grønlændere, der er bachelorer. Måske en tredjedel af de ca. 24 grønlandske præster har en bachelor. Biskoppen er cand.theol. som den eneste. Når man taler om Grønland, skal man altid huske på, at deres præstestand er todelt. Der er de 24 ordinerede præster – men så har de jo også kateketerne – det betyder egentlig undervisere, men de laver stort set det samme som præsterne, og de er ca. tre gange så mange Det er jo pga. landets størrelse, at de er nødvendige. Og de er en vigtig del af landets historie. Kateketerne har faktisk haft stor betydning for kristendommens udbredelse på Grønland.

Så de uddeler sakramenter og forretter gudstjenester som præster i øvrigt?

De holder gudstjenester, døber og begraver, men de må ikke uddele nadver, konfirmere eller vie folk. Det er de funktioner, der fra gammel tid har været knyttet til embedsmandskontrollen. Kateketerne må heller ikke føre kirkebøger. Kun uddannede kateketer må holde deres egne prædikener. Der findes også læser-kateketer, der kun må læse en prædiken op af en postil.

Kateketerne er en gammel tradition på Grønland. Allerede Hans Egede, den første dansk-norske missionær, der kom til Grønland i 1721, fandt ud af, at han ikke kunne overkomme at forkynde evangeliet i det store land og at han derfor var nødt til at basere sin mission på grønlandske medhjælpere. Man siger også, at det er kateketerne, der har båret den grønlandske kirke. Præsterne på Grønland har altid været for få til, at det virkelig battede noget. Det er kateketerne, der har lavet det store arbejde.

Er der en forskel i kristendomsforståelsen på Grønland i forhold til den i Danmark?

Ja… Det er mit indtryk, at grønlænderne stadig er meget tæt på deres inuit-religion på mange måder. Åndetro er en selvfølgelig del af hverdagen for mange af dem. Der kan være spøgelser i naturen, eller fjeldgængere, folk, der har forladt fællesskabet og nu hjemsøger de levende. Og samtidig er de dybt præget af både Hans Egedes lutherske mission – over 90 % er medlemmer af folkekirken - og af den pietistiske mission, herrnhuterne, som især har præget deres salmesang. Hele deres salmetradition er meget mere følende og inderlig. Det følelsesfulde betyder meget for dem – som en grønlandsk præst sagde til mig: man må gerne græde i kirken i Grønland, og det gør man så også!

Men jeg er ikke færdig med at finde ud af, hvad der gør det anderledes, jeg lærer stadigvæk. Jeg deltager i gudstjenester deroppe, også de grønlandske, selvom jeg ikke kan særlig meget grønlandsk. Det er ikke for prædikenernes skyld for dem forstår jeg ikke. Men der er en meget stor inderlighed, som er bevægende. De føler meget kristendommen, er mit indtryk. Det fylder noget i deres liv, de er religiøse mennesker. Men samtidig er samfundet jo også sekulariseret, ligesom vores: vi kommer mest i kirken, hvis der er en grund til det. Sådan er det også for de unge i Grønland.

I de senere år er der kommet mere fokus på kolonitiden, særligt da den meget roste roman ”Profeterne i Evighedsfjorden” udkom i 2012. Oplever du, at kolonitiden fylder meget i grønlændernes bevidsthed?

For nogle fylder det meget. Der har været en del diskussion om, hvor kirken var henne i den sammenhæng. Har kirken været en del af den kolonimagtens undertrykkelse af et oprindeligt folk, eller er det i virkeligheden takket være kirken, at Grønland kan så meget selv i dag? Hele det grønlandske skriftsprog skyldes jo missionærerne. Det er simpelthen Hans Egedes sønner og Samuel Kleinschmidt, en af de herrnhutiske missionærer, der har udformet skriftsproget. Man kan sige – og biskoppen vil sige – at kirken har været med til at føre grønlænderne dertil, hvor de er i dag. Hans Egede fylder stadig meget på Grønland. Han er deres store kirkefader, Grønlands apostel – det er han virkelig. I kirken er man nok generelt mere positiv over for Grønlands kolonitid, end man er i det øvrige samfund. Op til det seneste valg i Grønland var der mange kritiske røster i debatten om forholdet til Danmark, et parti nægtede at medvirke i udsendelser, der var dobbeltsprogede.

Men jeg har oplevet meget få elementer af fjendtlighed eller afstandtagen til mig, fordi jeg er dansk. Tværtimod har jeg mødt jeg en åbenhed – en venlighed og imødekommenhed, som er ved at være en mangelvare herhjemme. Det har været lærerigt og øjenåbnende at undervise deroppe - at opdage, at der var en del af rigsfællesskabet, jeg vidste så lidt om.

Er der nogen udfordringer for den grønlandske kirke i fremtiden?

Det er en udfordring at finde kateketer og præster – og få dem uddannet. Og så er der den store tilflytning til byerne og de sociale problemer, det giver. Kirken er traditionelt blevet drevet som et embedsværk med en hierarkisk struktur, så det er en udfordring at få engageret befolkningen i kirkens arbejde. Præsterne er i forvejen meget ophængt med deres arbejde. Og kirken har heller ikke haft tradition for diakoni og socialt arbejde. Så hvis kirken skal engagere sig i de mange opgaver, der følger med moderniseringen – og også i den udfordring, det er at give kristendommen videre til den nye generation i et enormt land, hvor der også er kæmpestore sociale og kulturelle forskelle, så er der nok at tage fat på.