Fortsæt til hovedindholdet
Pilgrim
Hvad er en pilgrim - info og gode råd

Hvad er en pilgrim - info og gode råd ?

Ordet ”pilgrim” har rødder i det latinske peregrinus og betyder ”fremmed”

Udtrykket blev i den tidlige kirke knyttet til de mennesker, der søgte mod Rom for at besøge apostlen Peters grav. Disse besøgende hørte ikke til byens faste befolkning – og var derfor fremmede. En pilgrimsvandring er også i dag en vandring ud i verden, og grundene til at gå er mange. Nogle ønsker at gå alene, andre sammen med andre, men fælles for pilgrimmene er et behov for eftertænksomhed og refleksion over eksistentielle, spirituelle og religiøse forhold, koblet med en længsel efter at bevæge sig i naturen og genopdage kulturelle værdier.

Nøgleord

På Pilgrimscenteret i Vadstena har man udviklet de syv nøgle-ord, som en måde at forstå, hvad det er at være pilgrim. Det er ordene: langsomhed, frihed, enkelhed, bekymringsløshed, stilhed, fællesskab og åndelighed. Som supplement til disse ord har man på Pilgrimscenteret i Trondheim udviklet nøgleord, som inddrager den mere udadvendte og handlekraftige side af vores menneskeliv: kraftfuldhed, beslutsomhed, livsmod, tjeneste, lydhørhed, forsoning og helliggørelse. Alle disse ord er med til at kaste lys over, hvad der kan få et menneske til at bryde op for at vandre. I opbruddet ligger en længsel. En længsel efter noget ”andet og mere”. Efter længsel efter ro og dybde, sans og samling, mening og retning.  

Pilgrimsvandrere (Foto Ancher Kirkeby)

Ydre og indre rejse

En pilgrimsvandring er både en indre og ydre rejse. Pilgrimmen bevæger sig afsted på det ydre plan, flytter sine fødder, søger den rigtige rute og oplever kroppens behov og begrænsninger. Samtidig er det en rejse med nogle af livets mest påtrængende spørgsmål. Hvor er jeg på vej hen med mit liv? Hvor og hvordan møder Gud mig? Hvor er min plads i denne verden? De bibelske fortællinger er fulde af vandringer, ydre opbrud såvel som indre trosvandringer. De første kristne blev netop kaldt ”de, der følger Vejen”. En flok mennesker i bevægelse, for og med hinanden. Hvor det netop er tilværelsens dybeste relationer, der er på spil: relationen til Gud, mig selv, mit medmenneske og hele skaberværket.

Til inspiration: Se ”Salt, brød og vin. En pilgrimsteologi”, skrevet af Martin Lind, fhv. biskop over Linköping Stift og nuværende formand for Pilgrim i Sverige. Forlaget Alfa 2012

Pilgrimsvandring

En organiseret pilgrimsvandring kan tilrettelægges på mange måder. Ofte begynder og slutter den med en andagt eller gudstjeneste. Den, der leder vandringen, vælger et tema, som bliver udgangspunkt for dagens vandring – lys, kilde eller høst for eksempel. Ord, der bliver omdrejningspunktet for dagens vandring og de tekster, der læses op og de salmer, der synges undervejs.


Erfaringer fra pilgrimsvandringer

RSS feed