"Overvejer du ikke at melde dig ud af kirken, siden du åbenbart opponere dig mod over 70% af medlemmerne og et stort set enigt folketing. Dine perfide udfald mod homoseksuelle er dybt pinlige og jeg er sikker på at kirken stod sig bedre hvis du trak dig. Jeg er også langt fra sikker på at du har nogen større sympati hos Gud". Sådan stod der i en e-mail, som jeg modtog fra en mig ubekendt person for et par dage siden. Jeg får andre mails, som i samme fordømmende tone siger det modsatte: at jeg, og flertallet af de øvrige biskopper, begår forræderi imod evangeliet, kirken og kristendommen fordi vi på baggrund af en regeringsudmelding om en kommende folketingsbeslutning nu har fået stillet den opgave af kirkeministeren, at udarbejde et vielsesritual for homoseksuelle. Folkekirkens forhold til homoseksualitet er i sandhed et spørgsmål, som kalder på dybe følelser og stærke ord fra begge sider. Teologisk har jeg igennem de senere år funderet meget over dette spørgsmål. Både i Gammel Testamente og i Ny Testamente findes der udsagn om homoseksualitet. Nogle af disse udsagn, ikke mindst i Gammel Testamente, er barske. For eksempel kaldes homoseksualitet en "vederstyggelighed", og forbydes. (3. Mos 18,22 og 20,13). Andre gammeltestamentlige tekster er 3. Mos 20,13 og 1. Mos 19,5. I Ny Testamente skildrer Paulus i Rom 1,26-27 homoseksualitet som en "vanærende lidenskab" og i 1. Kor. 6 nævner han en række synder og overtrædelser, herunder homoseksualitet. Men Intetsteds i de fire evangelier taler Jesus om homoseksuelle eller homoseksualitet, medmindre man forstår de gådefulde ord i Matt 19, 10-12, hvor Jesus taler om dem, der er "uegnede til ægteskab", som omhandlende homoseksuelle. Jeg kender mennesker, som er nået til den konklusion, at de er homoseksuelle, og at de er skabt sådan. Jeg har også oplevet, at erkendelsen af dette faktum, og modet til at stå ved det udadtil over for andre mennesker, har gjort dem til hele mennesker. Dette, at gøre op med en forløjet og hyklerisk måde at leve på, og stå ved sig selv som det menneske, man nu en gang er, kan skabe fred i et menneskes sind. Kirken må gå imod enhver fordømmelse af mennesker, også af homoseksuelle, og kirken må efter min opfattelse medvirke til, at vi ikke stempler grupper af mennesker som i særlig grad syndige. Synden er et grundvilkår for os, der klæber synd, forstået som oprør mod Gud og egoisme, ved alt, hvad vi siger og gør. Homoseksuelle er ikke mere syndige end heteroseksuelle. Vi er alle i samme båd. Det er derfor ikke i overensstemmelse med min forståelse af evangeliet, at stille det moralske krav til homoseksuelle, at skulle leve seksuelt afholdende, fordi homoseksuel praksis er synd. Alle mennesker, uanset deres seksuelle orientering, er omfattet af Guds kærlighed! og homoseksuelle har, på nøjagtig samme måde som heteroseksuelle, et dybt behov for at give og modtage kærlighed. I skabelsesberetningen siger Gud som begrundelse for at skabe Eva: " Det er ikke godt, at mennesket er alene" (1 Mos 2,18). Dette er livsvilkår for alle mennesker. Det er ikke godt for nogen at være alene. Moralsk kan man ikke stille krav til andre mennesker, som man ikke stiller til sig selv. Når man selv kender til glæden ved at dele livet med et andet menneske, og ikke kan forestille sig en tilværelse uden dette fællesskab og denne intimitet, bør man ikke stille krav til homoseksuelle om at leve i cølibat. Jeg vil derfor gerne arbejde for, at det bliver muligt for homoseksuelle par ved en kirkelig velsignelse med et autoriseret ritual at love hinanden kærlighed, livsfællesskab og troskab, og at modtage Guds velsignelse hertil. Men betyder dette, at ægteskab og homoseksuelt partnerskab er én og samme sag? At et ægteskab i Ny Testamente entydigt opfattes som et forhold imellem en mand og en kvinde, fremgår af Mattæusevangeliets 19, 3-6: "Nogle farisæere kom hen til Jesus, og for at sætte ham på prøve spurgte de: "Er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?" Han sagde: "Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: 'Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød'? Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.". Kan statsmagten presse den ægteskabsforståelse ned over folkekirken, at ægteskab og registreret partnerskab er det samme, uden at gøre noget tilsvarende for de øvrige trossamfund i Danmark? Efter min opfattelse er ægteskab og registreret partnerskab to ligeberettigede, men forskellige samlivsformer, som hver med deres egen ret skal bydes velkommen i folkekirken. Dette gør ikke det homoseksuelle forhold til et ægteskab. Og hvorfor skal alting gøres lige og ens? Og hvorfor skal et dybt kontroversielt teologisk spørgsmål om den evangelisk-lutherske kirkes forståelse af ægteskabet alene gøres til et spørgsmål om ligestilling imellem forskellige samlivsformer? Og er det et perfidt og pinligt udfald imod de homoseksuelle, at stille sådanne spørgsmål, når jeg nu en gang har den holdning, som jeg her har gjort rede for? Der er ingen tvivl om, hvem der har retten til at lovgive omkring folkekirkens indre anliggender. Denne ret ligger i folketinget, fordi vi aldrig fik den kirkeforfatning eller styrelseslov, som Grundlovens § 66 stiller i udsigt. Jeg anfægter ikke denne ret, men jeg er utilpas ved fremgangsmåden i forbindelse med regeringens udmelding om den kommende nye ægteskabslovgivning, og jeg savner den varsomhed og forståelse i relation til folkekirken, som hidtil har kendetegnet samarbejdet mellem statsmagt og folkekirke. I Danmark blev der, med Grundloven, indført religionsfrihed i 1849. Samtidig fastslog man, at flertallets kirke, den evangelisk-lutherske, fremover skulle bære navnet "folkekirke", og understøttes af staten. Religionsfriheden gælder alle religionssamfund i Danmark, men man kan måske rejse det spørgsmål, om folkekirken også er omfattet af religionsfriheden? Ganske vist kan man frit melde sig ud og ind af folkekirken, men folkekirken har ikke ret til selv at afgøre egne anliggender. Denne ret ligger hos statsmagten, hvilket jeg finder uhensigtsmæssigt. I den aktuelle sag om vielse af homoseksuelle har jeg anbefalet, at der udarbejdes et autoriseret ritual for velsignelse af registreret partnerskab, mens jeg ikke kan tilslutte mig at et homoseksuelt partnerskab igennem en kirkelig handling skal erklæres ægtefolk og ægtepar. Denne holdning er kendt af kirkeministeren og af menigheder og præster i Viborg stift. Samtidig har jeg forstået, at der igennem lovgivning vil blive fastlagt frihedsrettigheder for de præster, der af teologiske samvittighedsgrunde ikke kan medvirke ved en sådan handling, således at de kan sige nej hertil. Dette formulerede udvalget om "Folkekirken og det registrerede partnerskab" september 2010 i en præambel til det foreslåede ritual. På trods af den uenighed, der findes blandt biskopperne om dette spørgsmål, er vi blevet bedt om at arbejde videre med et ritual, der vil kunne anvendes i folkekirken i overensstemmelse med den lovgivning, som vil blive vedtaget af folketinget. Det nemmeste er at sige nej hertil. Men dermed ville vi svigte den folkekirke, som har betroet os biskopper et kirkeligt ledelsesansvar, og som netop nu befinder sig i en vanskelig situation. Vi må afvente udarbejdelsen af et lovforslag, som jeg går ud fra sendes i høring også blandt menighedsråd og præster i folkekirken. Derefter begynder arbejdet med et ritual, og udvalget om folkekirken og det registrerede partnerskab har allerede som en del af sin betænkning udarbejdet og forelagt ritualer for velsignelse og indgåelse af registreret partnerskab i kirken. I denne proces vil jeg fortsat gøre mine synspunkter gældende, og jeg er sikker på, at mine bispekolleger vil gøre det samme. Hvis det lykkes os at nå et brugbart resultat er jeg sikker på, at diskussionen starter igen. Indtil da ville det være godt med lidt arbejdsro. Karsten Nissen Biskop, Viborg stift.