Ved Asbjørn Hyldgaards, Hanne Meiers, Thomas Bank Møllers, Ninna Dyrhoff Nyegaards og Heidi Rønn Prehms ordination, fredag, den 20/1 2012 i Viborg Domkirke.

Det ord fra den hellige skrift som jeg på denne din ordinationsdag særligt vil lægge jer på sinde, skriver apostlen Johannes i sit første brevs tredje kapitel, de første tre vers, og er hentet fra epistlen til sidste søndag, 2. s. e. H 3 Kr:

Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham. Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er.

Der er på én gang noget meget jordbundet og noget uforståeligt over disse vers fra begyndelsen på det tredje kapitel i 1. Johannes Brev. Det jordbundne består i, at Johannes begynder med at grave ned til det, som er grundvolden i forholdet mellem Gud og os. Og denne grundvold er Guds kærlighed. Fordi Gud elsker os, derfor kan vi leve vort daglige, jordbundne i troen på, at vi er Guds børn. Lige så enkelt og urokkeligt som barnet kender sin mor og sin far, lige så enkelt og urokkeligt er forholdet mellem Gud og os: Vi er Guds børn. Og vi er elsket af ham. Det betyder at vi kan leve og virke frimodigt fra dag til dag i denne verden. 

Det uforståelige består i, at Johannes straks derefter lader pendulet svinge til den anden side. Fordi vi er børn, skal vi en gang blive Gud lige. Vi skal se ham ansigt til ansigt. Nøjagtigt som barnet efter de ni måneder i moders liv ser sin moder ansigt til ansigt. Ser det menneske, som har givet barnet liv, nøjagtig sådan skal vi en gang efter dødens fødsel til det nye liv se Gud ansigt til ansigt. Og indtil da skal vi vokse op som Guds børn. Fordi begge sider er der: Både det jordbundne og det uforståelige, er Gud et mysterium, som vi kun kan tale om i billeder.

Kirkefaderen Beda fra det 7. århundrede siger i en kommentar til denne tekst: ”Vi skal en gang se Gud sådan som han er, ansigt til ansigt, men dette betyder ikke, at vi vil kunne forstå ham fuldt ud. For ét er at se, men det er noget ganske andet at se på en sådan måde, at vi forstår alt.” Altså selv i opstandelsens klare lys, som vi en gang håber at skulle leve i, selv der vil Gud være så stor, at han overstiger vores fatteevne.

I indvies i dag til en tjeneste hvor I hver dag skal arbejde med det, der overstiger menneskers fatteevne. Vi lever i en tid, hvor alt fremstilles enten sort eller hvidt. Når medierne bringer historier om folkekirkens medlemstal, homoseksuelle vielser, og velsignelser af soldater i krig, er der ikke megen plads til nuancer. Alt skal være enten sort eller hvidt. Vi skal have vore helte og vore skurke. Sådan er vilkårene, også for præsten.

Men teologien og forkyndelsen af evangeliet må ikke falde for denne fristelse til at male sort eller hvidt. ”Teologi” betyder ”læren om Gud”. Som teologiske kandidater har I lært hvor forskelligt teologer kan tale om Gud. Helt tilbage fra oldkirken og op til vore dage, ja ikke mindst netop nu, har der været og er der en livlig diskussion om hvem og hvad Gud er, og ikke mindst hvad han betyder for mennesker? Hvordan kan vi tale om Gud i dag? Har det moderne eller postmoderne menneske egentlig nogen forudsætning for at tale om Gud? Kan man fatte det ufattelige?

Sådanne spørgsmål må og skal teologen og præsten tumle med. Og der er nok at tage fat på. Martin Luther søgte efter en nådig Gud. En Gud, han kunne stole på og have tillid til. Han fandt denne Gud i Bibelen. Men han vidste også, at Gud var større og dybere end alt hvad et menneske kan forestille sig. At Gud er større end det, der berettes i Biblen om ham. Luther siger: ”Mange er de Guds gerninger, som han ikke viser os i sit ord. Det er tilstrækkeligt at vide, at hos Gud er der en vilje, som ikke lader sig udforske”.

På den ene side var Gud for Martin Luther så overvældende at intet menneske kan fatte Gud, men på den anden side er det lige så klart for Luther at intetsteds kommer Gud os stærkere i møde som kærlighed og nåde end i Jesus Kristus. han er Guds billede. Og derfor kunne Luther også sige: ” ”Jeg finder ikke Gud noget andet sted end i Jesus Kristus”.

Der er sket meget siden Luthers tid. Vi har en anden virkelighedsopfattelse. Gudsfrygt i luthersk forstand er tilsyneladende en sjælden foreteelse. Nu er det ikke Gud, men mennesket som står i centrum.  Derfor findes der mange forskellige opfattelser af forholdet mellem Gud og menneske. På den ene side søges der efter Gud. Spiritualitet, åndelighed, fordybelse og alt det andet vi kender så godt. På den anden side tales der om Gud som noget dybest set irrelevant for mennesker, som om det var bevist og afgjort én gang for alle, at Gud ikke findes.

I denne dobbelthed imellem den skjulte og den åbenbarede Gud. Og i modsætningen imellem dyb tro og absolut afvisning af Guds eksistens, skal I fem nu virke som præster blandt unge og gamle, troende og tvivlende i Tjele Nr Vinge, Viborg, Holstebro, Sunds, Vejrum, Ølby, Asp Fousing, Søndbjerg og Odby sogne.

I var teologer da I kom ind i kirken i jeres hvide messeskjorter. Og I er forhåbentlig stadig teologer når I forlader kirken. Ordinationen er ikke en fjernelse af jeres forstand så I i stedet for forstanden får installeret en båndoptager eller en videomaskine hvor kirkens bekendelse og de dogmatisk rigtige svar er indtalt og indspillet. At holde en prædiken, en begravelsestale eller en bryllupstale er ikke at trykke på ”Play” knappen og afspille den korrekte måde at gøre det på. For en sådan måde findes ikke.

I er alle fem dygtige teologer. Det kan jeg efter bispeeksamen i sandhed bevidne. Og I har fået alle jeres teologiske kundskaber for at kunne bruge dem i jeres arbejde som præster som selvstændige, kritisk tænkende mennesker, der kan forholde sig til en tekst og til en tematik sådan som selvstændigt tænkende menneske skal kunne gøre det. Med hæderlighed og redelighed. Bliv ved med at være teologer. Kun sådan kan I stå distancen, og bevare jeres selvrespekt.

Men når I går ud her fra er I sognepræster i den danske folkekirke. Og som kaldet og ordineret præster er det ijeres opgave ikke alene at formidle teologisk viden og indsigt til de menigheder, I skal være præster for. I skal også hjælpe mennesker til at stå i modsætningen mellem det jordbundne og det uforståelige, mellem den skjulte og den åbenbarede Gud, mellem tro og tvivl. 

I skal fastholde jeres menigheder i troen på, at de er Guds børn. I skal grave ned til Guds kærligheds grundvold, som er det eneste man kan bygge et kristenliv på. Man kan ikke følge kompetenceudviklende kurser i dette at være et kristent menneske. For kristne mennesker bliver vi kun ved Guds gave til os. Den gave, der er rakt os i dåben. Nåden som ikke gives os på grund af vore kompetencer men på grund af Guds kærlighed. Mern I skal også fortælle jeres menigheder, at denne gave vokser i os når vi begynder at handle til gode for vore medmennesker. 

Augustin har sagt det sådan: ”Herre, du har en sådan omsorg for hver og en af os, som spurgte du blot efter dette ene menneske, og du har en sådan omsorg for os alle, som var vi alle kun ét eneste menneske”. Det er et vidunderligt arbejde som præst at få lov til at fastholde dette for mennesker.

Men I skal også turde tale om det ufattelige. Om håbet. Om Gud som mysterium. Om det, vi ikke kan hverken bevise eller overbevise andre om ved hjælp af fornuftens argumenter. At denne verden er Guds verden, selv om der findes ondskab og død og elendighed imellem os. At Gud gemmer en fremtid til os, at han ikke slipper os, og at hverken døden eller noget som helst andet kan holde os ude af den fremtid. Disse store ord er det fra i dag jeres opgave at lægge mund og mæle til. 

Under bøn og håndspålæggelse indvier vi jer til præster. I, der som menighed i dag er med ved denne ordination, kan bevidne at I rettelig indviet. Til jer hver især siger håndspålæggelsen og bønnen: Du er nu, ifølge vor kirkes orden rettelig kaldet og indviet. Din tjeneste som præst bygger ikke kun på dine gode evner, dit præstelige håndelag eller din store viden. Ved ordinationen i dag stilles du ind i Guds tjeneste. Du kommer ikke på egne vegne, men sendt af kirkens Herre. 

Det vil også ske for jer, at I stilles over for opgaver som synes uløselige. En svær begravelse fyldt med smerte og måske vrede. En vanskelig samtale, hvor der ikke synes at være nogen vej frem. En svært forståelig tekst som ikke lader sig lukke op. Et konfirmandhold som ikke synes at have hverken motivation for eller interesse i at lære om kristendommen.  Og sådan kunne vi blive ved. 

Husk da, at I er kaldet. Der er ikke andre end jer til at gøre det. Sig til jer selv: ”Det er godt at jeg er indviet til dette, for ellers turde jeg ikke.” Husk, det gælder også jer, at I er Guds barn nu, og det er endnu ikke åbenbaret hvad I skal blive. Amen.