O kom til os alle,
du højtidens drot,
om lokken er gylden,
om håret er gråt!
Udbred dine hænder,
mens lysene brænder,
og skænk os din fred,
thi evig, ja evig er glæden,
når du følger med.

Julesalmerne vrimler med børn: Et barn er født, Guds kære børn vi blev på ny, det barn som sig glæder fromt og kønt, dans lille barn på moders skød og Han favner hver barnesjæl på jord.

Når vi om lidt med Ingemann skal synge "hvert barn, som sig glæder fromt og kønt, skal aldrig den glæde miste"" så mener han ikke kun de små børn. Han tænker også på os store børn. Julen er børnenes fest, både de små og de store børn glæder sig til denne aften. Vi bærer stadig barnet i os, når julen nærmer sig med dens dufte, dens stemning, dens salmer og særlige lyde.

Der er andre tider på året, som nok er mest forbeholdt os voksne. Påske og pinse for eksempel, som jo kommer med snørklede tolkninger af livets sammensætning. Med krav om særlig ageren eller særlige erkendelser. Det kender julen ikke til på samme måde. Julen er simpel. Den er der bare, fordi vi skal glæde os. Fordi vi skal genfinde barnet i os selv. Der er ingen vej udenom - hvis vi voksne vil fejre julens fest, så må vi finde barnet frem. Vandre tilbage af erindringens snørklede stier og mindes vores barndom derhjemme. Julens glæde er barnet glæde. Umiddelbart, begejstret, uden snert af ironi eller tilbageholdenhed. Glæden dengang er den samme i dag. Der er et barn, et guddommeligt barn i os alle, så find det bare frem, særlig på denne dag - børnenes dag. Find barnet frem og mor dig helt ind i himlen. Det er julens ånd. For et barn er født os, en søn er givet os.
Julen er, som ordene fra Esajas fortæller os, en lang og stor fælles fødselsdagsfest. Fordi det ene barns fødsel i Betlehems stald kædes sammen med hver eneste en af os. Julen er en sand himmelstige af gaver, som Guds engle kan vandre på, forbinde himmel og jord. En lang erindringskæde, som kan lade os voksne endnu engang mærke julens glæde, som da vi var børn.
Julens budskab er så hjerteskærende simpelt og enkelt. Jeg kan såmænd sige det med ord, som I nok alle kender: Helliget blive dit navn. Den første bøn fra fadervor. men denne ene dag på året er ordene ikke møntet på Gud, men på dig! Helliget blive DIT navn.
Og jeg tænker ikke på Sebastian, Pernille, Camilla, Peter, eller Mikkel. Heller ikke på Jensen, Christensen, Nielsen. Jeg tænker på hver gang du siger Far eller mor. Hver gang du siger mit barn, min søn eller datter. Hver gang du siger min ven, min kæreste, min bror eller søster. Hver gang du med disse ord binder dig til det menneske du kalder, far, mor, barn, ven, kæreste bror eller søster, der gør du det navn helligt. Urørligt, uerstatteligt. Sådan er det jo egentlig året rundt, men lige netop denne dag er vi forbundne med hinanden på en helt særlig måde. For denne nat har vi taget ud af året gang og helliget.
Vi har gjort den til dagen, hvor vi atter bliver børn. Hvor vi tænker på det vi kom fra, det vi har her og nu og det vi giver videre til dem, som kommer efter os. Denne ene dag, der er vores navne hellige, for alle dem vi fejrer julen med og for.
Billedet på julen - dets ikon - er billedet af Maria med barnet Jesus. Maria med sin glæde, moderstolthed og fuld af varme følelser. 30 år senere ser vi det samme par igen, men denne gang sidder moderen med sin voksne søn, død i sine arme. Men i dag er det jul. Det er glædens og kærlighedens fest. Det er Maria med det nyfødte barn i sine arme, der samler os. Maria elsker sit barn. Det barn der kom for at fortælle os, at Gud elsker os, som sine egne børn. For Maria vidste også, at med det barns fødsel, var den vigtigste begivenhed i verdens historie begyndt. Så vigtig er den, at vi endnu den dag i dag tæller vore år efter netop denne fødselsdag. I dag fejrer vi jul 2011 år efter Jesu fødsel.
Helliget blive dit navn. Vi er, hver og en, hellige i Guds øjne. Du er barn af både denne verden og så et himmelsk barn, som engang kom her til jorden, vakte glæde og begejstring, for dem du siden lærte at kalde far og mor. Sådan er vi: på engang sårbare og urørlige, hellige og hverdagsagtige.
Men det giver os også ansvar. I et kirkeblad læste jeg en beretning, som er skrevet af den amerikanske forfatter Norma Rosen. Hun fortæller, at i 1930'rne fik hendes jødiske familie i New York et brev fra nogle fjerne slægtninge i Tyskland. De havde aldrig mødt hinanden, men den tyske familie havde opsporet deres adresse hos nogle andre slægtninge.. Dengang havde Adolf Hitler netop overtaget magten i Tyskland, og de tyske jøder fik det vanskeligere og vanskeligere, og blev stadigt mere forfulgt. Hvordan det endte med holocaust under Anden Verdenskrig ved de fleste. I brevet bad den tyske familie deres slætninge i New York om at skaffe deres søn opholdstilladelse i Amerika, og siden tage sig af ham indtil videre. Han var dengang 10 år gammel ligesom Norma Rosen selv. De havde sendt et billede med af en kraftig, lyshåret dreng med en smilende mund og alvorlige øjne. Familien drøftede sagen frem og tilbage. Moderen beklagede, at det ikke var en pige, for så kunne hun dele værelse med Norma. Det hele endte med, at billedet blev lagt ned i en skuffe. Siden kom nyhederne om forfølgelse og udryddelse af jøderne fra Europa. Billedet ofte taget frem af skuffen og lagt ned igen. Man tænkte: Hvad var der mon sket med ham? Men de fik aldrig svar på spørgsmålene. Alle dem, de kendte i Europa forsvandt. Efter krigen var der var ingen tilbage til at fortælle noget. Men den amerikanske familie smed aldrig billedet af drengen væk. Af og tiltog de et op af skuffen, og betragtede det. Billedet blev et minde om svigt, om lukkede hjerter og manglende fantasi. Om en lukket dør. Hvad nu, hvis det havde været mig? spørger forfatteren, og hvad hvis jeg havde været i den drengs sted og ingen ville hjælpe, ingen ville åbne en dør og give plads? Maria og Josef mødre også en lukket dør i Betlehem. Sådan er vi mennesker desværre også. Vi kender til svigt, lukkede hjerter og manglende fantasi fra os selv.
Men Gud selv banede en vej og åbnede døren ind til os. Det er julens glæde: At Gud fandt vej til os, selv om vi lukkede døren for ham.
Lad os som barnet glæde os så meget, at vi aldrig skal miste den glæde.
At Gud er hos os og i os. At han kom til os Julenat som et menneske blandt mennesker.

Og at han sender os ud i verden for at finde vores plads og tage vores ansvar på os som ansvarlige voksne, som ikke glemmer barnet inde i os. Og som derfor kan se og åbne os imod vores medmenneske.
Glædelig jul.

Lad os alle bede:
Fader vor, du som er i himlene
Helliget blive dit navn, komme dit rige.
Ske din vilje som i Himmelen, således også på jorden.
Giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.
Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde.
For dit er riget, og magten og æren, i evighed.
Amen