Nyt fra Stiftet
Nyheder

Allehelgen eller Halloween?

Der er mange traditioner omkring Allehelgen. I de senere år er der også opbygget nogle traditioner om Halloween, men hvad er egentlig Allehelgen og hvad er Halloween ?


Allehelgen har en lang historie i Danmark. I middelalderen mindedes man særligt helgenerne og martyrerne, altså dem, som døde for deres tros skyld. Nu fejrer vi Allehelgen i folkekirken til minde om alle vore døde. I mange kirker læser man navnene op på dem, der i årets løb er døde og det er almindeligt at besøge gravstedet og tænde lys netop denne dag. Oprindeligt lå allehelgen fast den 1. november, men bliver nu markeret den første søndag i november i kirken. 

 

Halloween er en amerikansk tradition, der efterhånden har vundet indpas i Danmark. Traditionen bygger på en gammel forestilling om, at der denne aften var en særlig stor risiko for at de døde ville vende tilbage for at møde de levende. Derfor skal det være lidt uhyggeligt med makabre kostumer og tændte lys i græskarmænd, så vi skræmmer de dødes ånder væk. I nogle kirker ser man, at elementer fra halloween inddrages, f.eks. hvis der bliver holdt allehelgen-gudstjeneste for børn. Men her bliver det brugt til at fortælle, at vi ikke skal være bange for de døde, fordi de nu er hos Gud.

Allehelgen faldt tidligere altid den 1. november og der har været og er stadig mange traditioner knyttet til denne dato, også til aftenen før, allehelgensaften den 31. oktober. Og lige netop den 31. oktober er den dag, hvor halloween markeres.